Særligt fra Kolding mod København ventes der 2. juledag mange trafikanter på vejene.
Mange rejser torsdag hjem fra julebesøg og -frokoster, og derfor ventes der tæt trafik og kødannelser flere steder.
Det siger Lasse Andersen, der er vagthavende i Vejdirektoratet.
– Vi forventer at se et juletrafikpres ude på vejene, og det er mellem klokken 11 og 15, at der vil være det største pres.
– Det er hovedsageligt på den fynske motorvej E20 og så hen over Vestmotorvejen, altså fra Koldingområdet mod København, at vi forventer flest trafikanter, siger han.
Der ventes også langsommere kørsel på E45 Østjyske Motorvej, hvor der er et omfattende anlægsarbejde i gang, der strækker sig i begge retninger mellem Vejle og Randers.
Dette medfører hastighedsnedsættelse til 80 kilometer i timen og smallere kørespor flere steder.
Lasse Andersen anbefaler at køre enten torsdag morgen eller senere på aftenen, hvis man vil undgå den værste trafik.
Desuden opfordrer han til at forberede sig på, at køreturen kan blive lidt længere.
– Hav lidt proviant med i bilen, noget let at spise og drikke og måske et tæppe, hvis man nu er uheldig at ramme en kø, og det tager længere tid at komme frem, siger han.
Torsdag er der tæt tåge i store dele af landet, og det er vigtigt at køre efter forholdene, siger Lasse Andersen.
– Man skal lige være opmærksom på, at man har de rette lys tændt. Mange biler har automatisk kørelys, som først tænder, når det er mørkt, og det er jo super smart, bare ikke når sigtbarheden er dårlig.
– Så selv om det er lyst, så skal man lige være opmærksom på, at man har baglygterne tændt også, så man kan se hinanden, siger han.
På Vejdirektoratets hjemmeside, Trafikinfo.dk, kan den aktuelle trafiksituation følges. Her kan man blandt andet følge med i, hvor der er tæt trafik, og hvor der er sket uheld.
Fredag forventer Vejdirektoratet ikke de store udfordringer på vejene, og i juletrafik-prognosen er dagen sat på grøn.