Instruktøren, der tilbage i 2018 modtog prisen for Bedste danske fiktion ved kortfilmfestivalen OFF, sejrer nu også med sin debutspillefilm.
Den blot anden udgave af filmfestivalen OFFSpring er netop løbet af stablen i Odense.
Efter ti dage med stærke film skabt af nogle af de mest lovende instruktører i ind- og udland kunne festivalen lørdag aften slutte af med en stor prisoverrækkelse.
Sidste år var det kun danske instruktørers film, der kunne vinde hovedprisen, OFFSpring-prisen, men i år fik de danske filmskabere hård konkurrence fra vores nordiske brødre og søstre.
Alligevel var det en dansk instruktør, der formåede at tage prisen med en dybt personlig spillefilmsdebut.
‘En kæmpe glæde’
OFFSpring-prisen gik nemlig til Marijana Jankovic og filmen ‘Hjem’.
Den debuterende spillefilmsinstruktør med de montenegrinske rødder har i mange år primært gjort sig bemærket som skuespiller, men er altså nu sprunget ud som instruktør.
Hun har tidligere modtaget anmelderros og prisnomineringer for sine roller i film og serier som ‘Alting bliver godt igen’, ‘Norskov’ og ‘Lang historie kort’.
Det var dog først, da hun debuterede som instruktør med kortfilmen ‘Maja’, at priserne for alvor begyndte at rulle ind.
Filmen vandt både en Robert, adskillige Ekko Shortlist Awards og prisen for Bedste narrative kortfilm ved filmfestivalen i Tribeca.
Og så vandt kortfilmen, der til dels er baseret på instruktørens egne oplevelser som tilflytter i Danmark, også prisen for Bedste danske fiktion ved OFF i 2018 – festivalen som OFFSpring, så at sige, udspringer af.
‘Hjem’ er på mange måder en viderebygning på den prisvindende kortfilm, og på den måde giver det god mening, at Jankovic nu også kan tilføje OFFSpring-prisen til trofæskabet.
Betydningen af prisen, der markerer en form for ‘full circle’ for Jankovic, er hun da også helt og aldeles opmærksom på:
“Det er en kæmpe glæde – og ærligt talt også en stor overraskelse – at modtage denne pris. Udover at ‘Hjem’ er støttet af FilmFyn, har Fyn en helt særlig plads i mit hjerte. Min rejse som instruktør begyndte på OFF18, hvor min kortfilm ‘Maja’ fik en smuk modtagelse, der gav mig modet til at fortælle flere historier og tændte drømmen om en dag at lave en spillefilm,” udtaler Marijana Jankovic på OFFSprings hjemmeside.
Dokumentarskaber vandt debutantprisen
Marijana Jankovic var ikke den eneste, der blev belønnet med en pris ved OFFSprings afslutning.
Det samme gjorde Christian Bonke, der i mange år har arbejdet som dokumentarist, men nu har instrueret sin første fiktionsfilm i form af ‘Herkules falder’.
Han tog nemlig OFFSprings nystiftede debutantpris med hjem.
‘Hjem’ får biografpremiere uden for festival-regi den 13. maj. Allerede på søndag kan du dog se vinderfilmen i Café Biografen i Odense.
Dagen inden kan du opleve ‘Herkules falder’ i samme biograf. Filmen kan dog også allerede nu streames og lejes hjemme fra stuen på en række platforme.
