Sportsverdenen mistede store personligheder i 2025

Sportsåret 2025 bød på store øjeblikke, historiske præstationer og intenst drama. Men året har også været præget af tab, og flere betydningsfulde sportspersonligheder mistede livet.

Her ser vi tilbage på ti af de største navne, der satte deres præg på sportens verden og gik bort i 2025:

* Norsk fodboldtræner Åge Hareide døde 18. december. Han blev 72 år.

Den vellidte nordmand prægede både skandinavisk og dansk fodbold gennem klub- og landsholdskarrierer.

Som træner stod han i spidsen for Danmark, Island og Norge samt en række skandinaviske klubber, herunder Brøndby IF.

Som spiller fik han 50 kampe på det norske landshold og spillede både i hjemlandet hos Molde FK og i England hos Manchester City og Norwich.

Han overtog i 2016 det danske landshold efter Morten Olsen og ledede holdet i 40 kampe med 20 sejre, 17 uafgjorte og kun tre nederlag til følge.

I 2020 blev han slået til ridder af Dannebrog og afsluttede sin tid som Danmarks landstræner.

* Dansk cykelkommentator Jørgen Leth døde 29. september. Han blev 88 år.

Som udøver var Leth ikke nogen stor sportsmand, men som formidler har han sat et markant præg på især cykelsporten.

Han var både forfatter og filminstruktør, men mange husker ham bedst som en karakteristisk stemme bag Tour de France.

Leth var fast kommentator for TV 2 i det franske cykelløb, men blev fyret i 2005, da han blev mødt af hård kritik for erindringsbogen “Det uperfekte menneske”. I 2009 vendte han tilbage som cykelkommentator og prydede den danske sendeflade de næste ti år.

Han har desuden skrevet bogen “Den gule trøje i de høje bjerge” samt lavet dokumentarfilmene “En forårsdag i helvede” og “Stjernerne og vandbærerne” om cykelsporten.

* Tidligere formand for Dansk Sejlunion Line Markert døde 17. marts. Hun blev 48 år.

Markert omkom sammen med sin mand, Andreas, og deres fælles søn Gustav i et flystyrt i Schweiz.

Hun havde en lang karriere i dansk sejlsport og var formand for Dansk Sejlunion i syv år.

I slutningen af 2024 trådte hun tilbage for at blive vicepræsident i Det Internationale Sejlsportsforbund (World Sailing) og var dermed en af Danmarks højst placerede internationale idrætspolitikere.

* Dansk racerkører Jens Winther. Han døde i sommer i en alder af 85 år.

Motorsportspioneren Winther var den første dansker til at deltage i 24-timersløbet Le Mans, hvilket han gjorde i 1983.

Han stillede op i Monte Carlo Rally 13 gange, og i 1980’erne var han sammen med sit familieteam fast inventar i VM-serien for sportsvogne.

I 2021 blev Jens Winther optaget i Dansk Automobil Sports Unions Hall of Fame.

* Portugisisk fodboldspiller Diogo Jota døde 3. juli. Han blev 28 år.

Chokbølger bredte sig ud over fodboldverdenen, da Liverpool-spilleren Diogo Jota og hans 25-årige bror, André Silva, omkom tragisk i en bilulykke i Spanien.

Jota var få dage forinden blevet gift med Rute Cardoso, som er mor til hans tre børn.

Den portugisiske angriber spillede 49 landskampe for Portugal og kom til Liverpool i 2020. I den engelske storklub scorede han 65 mål i 182 kampe og var i sin sidste sæson med til at vinde Premier League.

* Amerikansk bokser George Foreman døde 21. marts. Han blev 76 år.

George Foreman vandt olympisk guld i 1968 og blev verdensmester i sværvægt i 1973.

Titlen mistede han dog et år senere i den ikoniske kamp mod Muhammad Ali, kendt som “The Rumble in the Jungle”.

20 år senere genvandt den 45-årige Foreman på imponerende vis sværvægtsmesterskabet mod den 19 år yngre Michael Moorer.

Ud over sin knusende fysik i ringen blev Foreman senere en elsket offentlig figur.

* Sovjetisk skakspiller Boris Spassky døde 27. februar. Han blev 88 år.

Stormesteren var verdensmester fra 1969 til 1972 og er især kendt for sin legendariske kamp mod USA’s Bobby Fischer i Reykjavik i 1972.

Spassky repræsenterede Sovjetunionen i et skakopgør under Den Kolde Krig, senere kaldt “århundredets kamp”, hvor han mistede verdensmestertitlen til amerikaneren.

Næsten fire årtier senere indrømmede han, at nederlaget havde været en lettelse.

– Jeg blev befriet for en meget tung byrde og kunne trække vejret frit, sagde han.

Spassky flyttede til Frankrig i 1976 med sin tredje kone og fik fransk statsborgerskab, men vendte tilbage til Rusland i 2012.

* Hollandsk fodboldtræner Leo Beenhakker døde 10. april. Han blev 82 år.

Beenhakker havde en lang og succesfuld karriere som fodboldtræner og ledte en række klubber og landshold. Hollænderen stod i spidsen for de rivaliserende storklubber Ajax og Feyenoord samt Real Madrid i Spanien.

Han er stadig den eneste træner, der har ført både Ajax og Feyenoord til titler i den hollandske liga. Selv om han aldrig selv spillede på grund af skader, tøvede han ikke med at give igen, hvis nogen tvivlede på hans evner som træner.

– Man behøver ikke selv at have været en ko for at sælge mælk, sagde han engang.

* Skotsk fodboldspiller Denis Law døde 17. januar. Han blev 84 år.

Manchester United-legenden er stadig en af klubbens mest scorende spillere med 237 mål i 405 kampe, kun overgået af Wayne Rooney og sir Bobby Charlton.

I 1960’erne dannede han sammen med Charlton og George Best den berømte trio, kaldet den “hellige treenighed”, som dominerede både engelsk og international fodbold.

Han spillede 54 landskampe for Skotland og scorede 31 mål.

– Han var en stor skotte. Gnaven, en ballademager, og han elskede at slå England, sagde tidligere United-manager Alex Ferguson om Law.

* Tysk skiskytte Laura Dahlmeier døde 28. juli. Hun blev 31 år.

Dahlmeier vandt to OL-guld og syv VM-guld som skiskytte, men stoppede karrieren allerede i 2019 som 25-årig og begyndte at dyrke bjergbestigning.

Hun omkom, da hun blev ramt af faldende sten under en bestigning i 5700 meters højde i Pakistan.

Ifølge hendes ønsker blev hendes lig efterladt på stedet.

Se også
Kendte: Dem vi mistede i 2025

Illustrationsfoto

Korte videoer