Partierne anklager ministeren for landbrug, fødevarer og fiskeri for at forsøge at forhindre, at en rapport blev offentliggjort.
Torsdag blev en opsigtsvækkende strid om drikkevand og pesticider afsløret.
Det er Miljø- og Ligestillingsministeriet og Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri, som står på hver sin side af striden. Det skriver B.T. blandt andet.
Mediet har set interne mails, som viser, at ministerierne var rygende uenige om konklusionen i en rapport fra januar.
Uenigheden var så markant, at Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri kort før offentliggørelsen meddelte, at det ikke længere ønskede at stå som underskriver på rapporten. Begrundelsen lød, at den havde “store faglige mangler.”
Konkret var rapportens formål at afdække, hvordan regeringen bedst kan beskytte drikkevandet i Danmark.
To centrale forslag var oppe at vende. Det ene var et forbud mod sprøjtegift i områder med boringer efter drikkevand. Det andet var at rense drikkevandet.
Ifølge Miljø- og Ligestillingsministeriet er et forbud den billigere løsning af de to. Men den konklusion ønskede Ministeriet for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri ikke at skrive under på.
Nu kalder SF og Enhedslisten Jacob Jensen, minister for landbrug, fødevarer og fiskeri, i samråd. Det skriver Ritzau via B.T.
Ifølge mediet beskylder partierne ministeren for at forsøge at stoppe rapporten.
De har tidligere forsøgt at få ham i samråd, men han har afvist med henvisning til, at rapporten ikke hører under hans ministerium.
“Det har han afvist med en begrundelse om, at spørgsmålet ikke hørte til hos hans ministerium. Men nu viser afsløringer jo tydeligvis, at han og ministeriet har været omend meget involveret,” siger Signe Munk, SF’s politiske ordfører, i en skriftlig kommentar.
“Meget tyder på, at Venstre aktivt både modarbejder beskyttelsen af vores drikkevand, men også forsøger at undgå, at saglige og faglige argumenter herfor møder dagens lys,” lyder det fra Enhedslistens miljøordfører, Leila Stockmarr, i en skriftlig kommentar.
