PRESSE-FOTOS.DK I UKRAINE: Han har taget stumper af sprængte, ukrainske soldater ned fra træer, foretaget operationer på ladet af sin svensk-donerede pick-up truck, mens han har været i direkte kamp med russiske soldater, som har skudt ham i ryggen. Her fortæller en ukrainsk soldat om sin værste oplevelse under krigen
Den blodige krig i Ukraine raser på nu snart tredje år med ragnarok, kaos, over en million dræbte og sårede mennesker langs frontlinjerne og som følge af bomberegnen over de ukrainske byer.
Nu sætter den aktive, ukrainske soldat Ostap Jarmoluk for første gang ord på, hvilken episode fra krigen, der har været den værste for ham.
Det sker, da Presse-fotos.dk møder ham i et hus i den vestukrainske by Lviv, da han i få dage har haft mulighed for at tage pause fra kamphandlingerne mod øst.
Den 39-årige har blandt andet kæmpet i Slaget om Bakhmut og Avdiivka, hvor titusinder af liv er gået tabt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
![](https://presse-fotos.dk/wp-content/uploads/2025/01/Foto-split-2-1024x576.png)
“Det er et svært spørgsmål. Jeg tror, den værste oplevelse har været, da Slaget om Bakhmut startede i 2022. Vi befandt os i den lille landsby Klishchiivka nær Bakhmut, hvor vi var en masse soldater fra mange forskellige militærenheder,” starter Ostap Jarmoluk.
Kort inden krigens begyndelse studerede han medicin på et ukrainsk institut for kultur og sport, og da der ifølge Ostap Jarmoluk ikke længere var en sanitetslæge i enhederne omkring byen, måtte han påtage sig ansvaret.
“Der var rigtig mange sårede soldater. Over tre dage fik jeg mere end 50 alvorligt kvæstede soldater over i min bil, som jeg kørte væk fra kampzonen. Jeg lavede akutoperationer i bilen, og jeg samlede dele af sprængte soldater ned fra træerne og op fra jorden.”
“Til sidst endte jeg med at blive ramt af tre skud i ryggen. Det er den hårdeste tid, jeg kan huske,” siger Ostap Jarmoluk, der på trods af sin skade igen er at finde på frontlinjerne.
(Artiklen fortsætter under billedet)
![](https://presse-fotos.dk/wp-content/uploads/2025/01/image-1507-1024x586.png)
Ostap Jarmoluk erkender, at tre års slidende kampe mod den enorme russiske hær har tæret på kræfterne hos det ukrainske folk.
Og med udsigten til den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om meget hurtigt at ville afslutte krigen, står ukrainerne over for en stor beslutning, mener han.
Det svarer den 39-årige soldat på spørgsmålet om, hvad Ukraines største udfordring er lige nu.
“Jeg tror, den største udfordring i krigen lige nu ligger hos det ukrainske folk. Fordi vi skal beslutte, om vi vil kæmpe, eller om vi er nødt til at afgive dele af vores land til Rusland for at få stoppet krigen.”
“Det er den største beslutning at tage for vores folk. Vil vi slås eller ej.”
Ostap Jarmoluk er dybt taknemlig for den støtte og den militærhjælp, som ukrainerne gennem hele krigen har modtaget fra USA og størstedelen af det europæiske kontinent herunder Danmark.
Det er vigtigt for ham at takke for.
“Vi ved, at det meste af verden er med os. Uden de våben, I giver, tror jeg, at det havde været meget hårdere. Jeg vil gerne sige tak til jer, fordi uden jeres hjælp, ville russerene været meget dybere inde i Ukraine. Det betyder rigtig meget,” siger Ostap Jarmoluk.