Svensk anklage: Forældre gemte børn og syede gps’er ind i deres tøj
I Dalsland i det sydvestlige Sverige efterforskes en sag, hvor en mand og to kvinder, der er forældre til i alt 11 børn, mistænkes for at have begået grove lovovertrædelser.
Efter at myndighederne havde besluttet at anbringe børnene i pleje, skal forældrene ifølge anklagerne have fået børnene til at gå under jorden og syet sporsendere ind i deres tøj.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Sociale myndigheder i tre forskellige kommuner havde oprindeligt besluttet, at børnene skulle anbringes i pleje.
Det fremgår ikke, præcis hvornår denne afgørelse blev truffet, ligesom det ikke står klart, hvorfor det blev vurderet, at børnene skulle fjernes fra forældrenes varetægt.
Men i stedet forsvandt børnene.
I et forsøg på at undgå anbringelserne sendte forældrene dem nemlig i skjul forskellige steder i Sverige, lyder det i anklageskriftet.
Børnene har i den forbindelse ikke gået i skole, ligesom de blandt andet heller ikke har kunnet komme til tandlægen, skriver TT.
I begyndelsen af april sidste år bankede tre mindreårige piger så på en dør til et hus i Dalsland. Det var midt om natten, og de tre piger – der frøs, fordi de var meget letpåklædte – kunne fortælle, at de netop var flygtet.
Det skete, efter at de i flere måneder var blevet holdt fanget, fortalte børnene.
Ifølge det svenske medie Dagens Nyheter er der i sagens efterforskning kommet billeder frem af sporsendere, som politiet fandt syet ind i nogle af børnenes jakker.
Ifølge anklager Oscar Johansson var formålet med sporsenderne, at forældrene skulle kunne finde børnene, hvis politiet eller de sociale myndigheder fandt frem til dem.
Johansson siger samtidig, at der også er blevet fundet sporsendere i nogle af de biler, der tilhører de sociale myndigheder.
Alle børnene er nu i myndighedernes varetægt og opholder sig et ukendt sted – skjult for forældrene.
Det fremgår ikke, hvordan forældrene forholder sig til anklagerne.