Regeringen satser stort på tyske turister

Med åbningen af Femern Bælt-forbindelsen i sigte vil regeringen sætte turbo på turismen på Sjælland og øerne.

Forbindelsen mellem Danmark og Tyskland giver ifølge regeringen en unik mulighed for at tiltrække flere udenlandske turister – særligt fra Tyskland og Polen. Det skriver By, Land- og Kirkeministeriet i en pressemeddelelse.

(Artiklen forstætter under billedet)

Foto: Illustration af Femern Bælt-forbindelsen – Sund & Bælt. 

Regeringen har allerede afsat 200 millioner kroner på finansloven for 2025 til nye turismeinitiativer over de næste fire år. Heraf går 10,5 millioner kroner i 2028 til en målrettet indsats i forbindelse med åbningen af Femern Bælt-forbindelsen.

Pengene skal sikre, at åbningen lokker internationale gæster til.

Ifølge minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, er det nødvendigt at sikre, at åbningen fører flere turister til.

“Vi skal have flere fra Tyskland til at holde ferie i Danmark, for det er godt for byerne og landdistrikterne, når vores gæster besøger vores fantastiske land. Derfor er det også en bunden opgave at sikre maksimal udnyttelse af potentialerne for turismen i forbindelse med, at Femern Bælt-forbindelsen som et af Danmarkshistoriens største infrastrukturprojekter åbner,” siger ministeren.

Tyskland er Danmarks største turistmarked. I 2024 blev der sat ny rekord med over 21 millioner tyske overnatninger. Det svarer til over 30 procent af alle overnatninger i landet.

Men Sjælland og øerne halter efter.

Derfor afsætter regeringen millioner til den særlige indsats. 9,5 millioner kroner går til international markedsføring i Tyskland og Polen udført af VisitDenmark i samarbejde med relevante turismeaktører. 1 million kroner skal bruges på at få flere private feriehuse på Sjælland og øerne klar til udlejning.

Målet er, at Femern Bælt-forbindelsen åbner i 2029. I sidste måned måtte Sund & Bælt dog erkende, at der er nogle udfordringer, der gør det svært at have den klar efter planen. De forventer derfor at, åbningen bliver forsinket.

Pigerne fik tørklæde på under skoleklasse-besøg i moské: Nu raser politikerne