Presse-fotos.dk er kommet i besiddelse af en video, der viser et voldeligt optrin på en gågade under en såkaldt puttefest
Det har en vild weekend med gymnasiernes puttefester flere steder i landet.
Til en af festerne i Folkeparken i Roskilde blev en 16-årig dreng slået ihjel med knivstik i ryg og bryst, mens en fest i Søndermarken ved Zoologisk Have i København også endte med en voldshændelse.
Nu er Presse-fotos.dk kommet i besiddelse af en video, der viser en anholdelse og uroligheder til en tredje puttefest.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Det er ved en puttefest natten til lørdag omkring klokken 00.30 på Hillerød Gågade, at en gruppe unge mennesker endte i uroligheder.
Det bekræfter vagtchef ved Nordsjællands Politi, Nick Jensen, til Presse-fotos.dk.
“Nogen unge har kastet med noget efter politiet, og så reagerer betjentene. Det er nok det, du kan se på videoen,” siger vagtchefen.
“Der har været kortvarigt uro. Det er i småtingsafdelingen,” fortsætter han.
Presse-fotos.dk har været i kontakt med et vidne, der beskriver, at der også har været begået vold mellem de unge.
“Men det var ret svært at danne sig et overblik over, da det hele skete meget hurtigt. Det startede med, at der var en, der havde fået en knytnæve i ansigtet og lige pludselig blandede en anden sig – og så gik det stærkt med, at der kom flere betjente,” siger vidnet.
Presse-fotos.dk har spurgt Nordsjællands Politi, om der foregået vold på stedet, men det er ikke umiddelbart noget, som vagtchefen har kendskab til.
Vidnet fortæller desuden, at anholdelsen på videoen i artiklen skete, mens betjente forsøgte at holde folk væk fra området.
“Men de berusede unge forstod ikke, at de skulle søge væk,” siger vidnet.








