Punkprovokatører annoncerer stor koncert i Danmark

Illustrationsfoto.

K.B. Hallen bliver centrum for et musikalsk jordskælv, når punkprovokatørerne indtager scenen til deres hidtil største venuekoncert på dansk jord.

Med deres kompromisløse og fandenivoldske liveoptrædener har bandet tidligere blæst københavnerne bagover på både VEGA og festivalen Syd for Solen.

Og nu er der endnu mere godt i vente.

Det svenske rockband Viagra Boys vender nemlig tilbage til København med en koncert, der tegner til at blive årets mest eksplosive punkrockfest.

Det skriver Billetlugen i en pressemeddelelse.

Punkprovokatørerne fra Sverige indtager således K.B. Hallen til december, hvor de blandt andet medbringer deres kommende fjerde album, ‘Viagr Aboys’.

Tidligere har bandet udgivet tre albums, herunder det kritikerroste ‘Cave World’ fra 2022, som skarpt kritiserer konspirationsteorier og misinformation.

En våd bytur blev startskuddet

Viagra Boys blev dannet i Stockholm i 2015 og består af Sebastian Murphy, Linus Hillborg, Elias Jungqvist, Henrik Höckert, Tor Sjödén og Oscar Carls.

Rockbandet blev til, da bassist Henrik Höckert på en våd bytur opdagede forsanger Sebastian Murphys helt særlige talent under en skæv karaokeversion af Mariah Careys ‘We Belong Together’.

Siden da har bandet markeret sig med en unik blanding af tung, groovy postpunk og en fandenivoldsk liveenergi, krydret med dødssaxofon, kværnende trommer og brutale riffs.

Viagra Boys giver koncert i K.B. Hallen i København den 6. december 2025. Billetsalget til koncerten begynder torsdag den 20. marts klokken 10 gennem billetlugen.

Det skandaleombruste satireprogram fra 1980 genudsendes i sin fulde længde for første gang.