Voldsomt solouheld: Bil drøner i grøften og ruller rundt

Rute 11 i den nordvestjyske by Snedsted har torsdag middag været afspærret i forbindelse med et færdselsuheld på strækningen

Kort før klokken 12 fik Nordjyllands Politi sammen med brandvæsenet en anmeldelse om et solouheld på Oddesundvej (Rute 11) i Snedsted.

Da beredskabet ankom til uheldsstedet, kunne det konstateres, at en bil var kørt i grøften og rullet rundt flere gange for at lande på siden.

I sit rul har køretøjet fældet flere buske og småtræer.

I forbindelse med oprydningsarbejdet blev området på vejen afspærret, men klokken 12.50 er vejen igen åben for færdsel.

Presse-fotos.dk er ikke bekendt med tilstanden på føreren, men der er ikke nogen meldinger om, at der skal være sket livstruende eller alvorlige skader.

SE OGSÅ: VILD SKYPUMPE KOM FORBI: TRÆER VÆLTET – TAG REVET AF!