Voldsomt frontalsammenstød: En person fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand

Der har mandag eftermiddag været et voldsomt uheld på Østre Ringvej i Næstved, hvor to biler er kørt frontalt ind i hinanden.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter.

En person er i den forbindelse blevet fløjet til Rigshospitalet i kritisk tilstand, mens tre andre er blevet kørt på sygehuset til undersøgelse.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser mandag aften til Presse-fotos.dk, at der ikke er nogle nye oplysninger om de tilskadekomne personers tilstand.

– Der er ikke noget nyt lige pt., og jeg regner også med, at der først kommer noget i løbet af i morgen, siger vagthavende ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Vagthavende oplyser også, at det endnu ikke står klart, hvad årsagen til ulykken er.