Voldsomt diarréudbrud på svensk bjerg: Derfor begyndte alle at skide

Regionen vurderer, at den meget smitsomme virus har spredt sig på blandt andet toiletterne i området

Det omfattende diarréudbrud, der søndag betød, at den svenske vandredestination Kebnekaise Fjällstation måtte lukke, ser ud til at skyldes smittespredning af norovirus – også kaldet calicivirus.

Det skriver den svenske region Norrbotten i en pressemeddelelse.

Virussen beskrives som meget smitsom og symptomerne som opkast, diarré og feber.

– Vi mener, at en stor del af smittespredningen kan tilskrives indirekte smitte mellem mennesker på midlertidige toiletter, skriver regionen i meddelelsen.

– Det kan dog ikke udelukkes, at vand taget fra vandløb og søer også kan være en smittekilde. At drikke vand taget direkte fra vandløb indebærer altid en vis risiko for at man påfører sig sygdomsfremkaldende virus, bakterier eller parasitter.

SE OGSÅ: ÆLDRE KVINDE FORSØGT KVALT I ÆLDREBOLIGER: GIK BLØDENDE RUNDT MED KNIV

Udbruddet begyndte at florere sidste uge, og løbende er flere og flere blevet ramt af den smitsomme mavesygdom. Søndag måtte den populære vandrestation lukke frem til torsdag denne uge.

Danske Karina Brock Wilhelm var på fjeldstationen onsdag til fredag, inden hun blev fløjet med helikopter til byen Kiruna.

Hun fortalte søndag om ringe sanitære forhold på bjergets fjeldstation.

Hun estimerede, at omkring 300-400 vandrere opholdte sig i området, da hun var der.

Der var tre muldtoiletter, som er et lille træskur med et hul i jorden, og fem festivaltoiletter.

Når festivaltoiletterne skal tømmes, skal de flyves frem og tilbage med helikopter, og derfor nåede de at blive “rigtig fyldte”.

Situationen blev forværret af, at der kun var opsat én håndvask til at vaske hænder, lød det fra Karina Brock Wilhelm.

I meddelelsen anbefaler regionen særligt borgere, der opholder sig i området af Kebnekaise Fjällstation, til at vaske hænder med sæbe ved toiletbesøg og at koge vand fra søer, hvis det skal drikkes.

Kebnekaise Fjällstation ligger i 690 meters højde ved foden af Sveriges højeste bjerg, Kebnekaise. Den er et mål for mange vandrere i området.

/ritzau/