Ville have fat i over 300 kilo kokain: 11 mænd skal bag tremmer i lang tid


11 mænd skal i fængsel i årevis, efter at de havde forsøgt at få fingre i 300 kilo kokain, som var sejlet fra Brasilien via Holland og Tyskland til Danmark.

Retten fandt det bevist, at mændene, der er i alderen 20 til 47 år, hver især spillede en rolle i forsøget på at få fat i og videreoverdrage de 300 kilo kokain på vegne af flere internationale bagmænd. Disse bagmænd havde via det krypterede SKY-netværk rekrutteret lokale danske kriminelle til opgaven.

De 11 mænd blev afsløret efter samarbejde mellem tysk og dansk politi.

Kokainen lå gemt på paller bagerst i en skibscontainer fra Brasilien, der havde slutdestination i Hedehusene. Her skulle et firma modtage de lovlige varer, der skjulte den bagvedliggende kokain.

LÆS OGSÅ: Politiet finder stjålen bil – nu er 28-årig dømt til 15 års fængsel

Containeren ankom til Danmark fra Brasilien via Holland og Tyskland 26. februar 2021. Men containeren blev undervejs stoppet af de tyske myndigheder, der beslaglagde kokainen.

Containeren blev derefter sendt videre og dansk politi underrettet. Skibets fører og besætning vidste ikke, at tysk politi havde beslaglagt kokainen.

Samarbejdet mellem myndighederne i Danmark og Tyskland gjorde, at politiet kunne overvåge smuglernetværkets ageren. Og efter flere dages intensiv efterforskning kunne politiet identificere de medvirkende personer.

Derfor var det muligt at anholde tre af de dømte i en stor politiaktion, da de få dage senere ville hente kokainen fra containeren i Hedehusene. Yderligere fem mænd blev anholdt inden for én time herefter. De resterende identificeret og anholdt politiet i de følgende måneder.

LÆS OGSÅ:; Mand får 16 års fængsel for 19 kilo narko

Ni mænd fik mellem otte og 16 års fængsel. To mænd fik hver to og et halvt års fængsel, fordi retten kun vurderede, at de var medskyldige i indsmugling af 300 kilo hash.

En tolvte mand blev frikendt.

Specialanklager hos National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), Tomas Hugger, siger i en pressemeddelelse:

”Den her sag viser, at der er et stærkt samarbejde mellem politiet i Danmark og Tyskland. Fra dansk politi modtog oplysningen fra de tyske myndigheder, førte et intenst forløb til, at NSK reelt var helt med på 11 personers gøren og laden i de afgørende dage. Alle effektive efterforskningsmidler blev taget i brug, og det har nu efter en effektiv indsats af anklagemyndigheden ført til en domfældelse med over 111 års fængsel samlet til de tiltalte, og det er jeg særdeles tilfreds med, – herunder særligt fordi retten har lagt de roller til grund, Anklagemyndigheden mente de har haft!”