Vild biljagt endte med påkørsel og flugt: Nu er fængselsdommen faldet til tre mænd

Tre mænd er onsdag idømt fængsel efter en vild biljagt i april sidste år, der endte med, at en person blev påkørt.

Straffene lyder på henholdsvis 18, syv og fire måneders fængsel.

Foruden 18 måneders fængsel får manden, der kørte bilen, en udvisningsdom på seks år, når han har afsonet fængselsdommen. Han får desuden frataget sit førerbevis, og bilen er konfiskeret.

Det skriver Københavns Politis anklagemyndighed i en pressemeddelelse.

Biljagten foregik i sin tid bl.a. på Tagensvej på Nørrebro, og retten fandt det også bevist, at ulykkesbilen undervejs nåede op på en hastighed på mindst 108 km/t – på en strækning, hvor den tilladte hastighed er 50 km/t. Biljagten endte i et vejkryds, hvor føreren af bilen mistede herredømmet over den og påkørte en 23-årig mand, der befandt sig i et fodgængerfelt.

LÆS OGSÅ: Bekymret mor efterlyser søn: Har været væk siden nytår

Ud over føreren sad der to passagerer i bilen, og alle tre flygtede efterfølgende fra stedet uden at hjælpe den tilskadekomne.

Føreren af bilen var en 28-årig mand. Han blev i retten fundet skyldig i bl.a. at have bragt andres liv eller førlighed i fare ved særlig hensynsløs kørsel. 

Den 28-årige blev anholdt 3. maj i lufthavnen i Hamborg, hvor han forsøgte at rejse videre med fly. Han har siddet varetægtsfængslet frem til onsdagens dom.

LÆS OGSÅ: Biljagt på Nørrebro

For en anden af de dømte – en 41-årig mand – lød dommen i byretten på syv måneders fængsel. Ud over at flygte fra stedet blev han også dømt for i forbindelse med flugten at have slået en kvinde og prøvet at stjæle hendes cykel. Det lykkedes dog ikke. Han blev også dømt for at afgive falsk forklaring ved at have forklaret, at det var ham, der kørte bilen. Det passede ikke.

Også en 30-årig passager blev dømt for at flygte fra ulykken og for at afgive falsk forklaring om, hvem der kørte bilen. Hans dom lød på fire måneders fængsel.

”Ude på ulykkesstedet fandt politiet en tom bil. Men de fandt både ud af, hvem der havde siddet i bilen, og hvem af de pågældende der havde siddet bag rattet. Det er et godt stykke politiarbejde, og jeg er godt tilfreds med, at de tre mænd nu er blevet stillet til ansvar for deres adfærd i forbindelse med ulykken,” siger specialanklager Andreas Christensen fra Københavns Politi i pre3ssemeddelelsen.