VIDEO | Dronningens sejlsæson blev sat i gang onsdag

Dronning Margrethe gik onsdag officielt om bord på Kongeskibet Dannebrog for første gang i år.

Det skete i dag – onsdag den 4. maj.

Dronningen gik officielt om bord på Kongeskibet Dannebrog ved Nordre Toldbod i København onsdag klokken 11.00.

Det sker næsten på 90-års dagen for søsættelsen af det nuværende kongeskib, som blev søsat den 26. maj 1932.

Kongeskibet Dannebrog har altså tjent kongehuset i 90 år i år.

Kongeskibet har fungeret som officiel og privat residens for Kong Christian 10., Frederik 9. og Dronning Margrethe igennem de 90 år, skibet har tjent.

Skibet har gennem de 90 år, det har tjent kongehuset, gelejdet dronningen på ture rundt i Danmark, men også til Grønland og Færøerne.

Traditionen tro: Besøg i Helsingør

Dronningens første besøg på årets sejlsæson var i Helsingør, hvor Kongeskibet Dannebrog dukkede op ud for Helsingør Kongekaj lidt efter klokken 15.

Helsingørs pigegarde og flere fanebærere tog imod Dronning Margrethe på kajen.

Ud over pigegarde og fanebærere, så var der også mange royalister og andre nysgerrige sjæle, som var mødt frem for at se regenten på sit traditionelle besøg i byen.

Det er nemlig en tradition, at Dronningen besøger Helsingør i forbindelse med begyndelsen af sejlsæsonen.

Dronningen besøger Helsingør igen den 1. juni i forbindelse med sit sommertogt.

Regentens sommertogt bliver indledt den 1. juni i Helsingør, fortsætter til Anholt den 2. juni, hvorefter Dronningen tager til Aarhus med Dannebrog og er her den 3. og 4. juni.