Ven til afdøde Amalie Vilslev: Jeg mangler min ‘sygdomsven’

“Hun var ikke min bedste ven, men hun var den, der kunne hjælpe mig bedst.”

Sådan beskriver Mathias Schneider sin tid med den afdøde Amalie Vilslev.

De to lungepatienter lærte hinanden at kende gennem deres mange besøg på Rigshospitalet i København, hvor de begge kom for at blive tjekket for deres lungesygdom.

“Jeg kendte hende slet ikke i forvejen, men vores sygdom blev fundamentet for vores venskab. Hun var en støtte, som jeg ikke kunne fra mine øvrige omgivelser”, siger Mathias Schneider.

Og Amalie Vilslev viste altid overskud overfor omverdenen og smilede til alle. Men når dagene var hårde og meldingerne fra lægerne i højere grad blev dystre, så var det turene i Fælledparken, der var den største hjælp.

“Der var selvfølgelig også dårlige dage. Dem var der mange af for os begge to. Men det var virkelig rart at have en person, som forstod, hvad det var jeg gik igennem. Og det samme var jeg for hende”, fortæller Mathias Schneider.

En kæmpe hjælp for andre syge

Amalie Vilslev fik skabt meget opmærksomhed omkring sig selv, og i særdeleshed sin lungesygdom, da hun begyndte at dele hverdagsbilleder med et liv som ung lungesyg.

Disse billeder har virkelig hjulpet andre unge med organsvigt, fordi de har fundet en form for trøst i billederne og opdateringerne fra Amalie Vilslevs Instagram. Men det er ikke den eneste måde, Amalie hjalp andre.

“Mens hun stadig var dødeligt syg og havde så meget andet at tænke på, så fandt hun på en eller anden måde energien til at forbinde os alle sammen gennem Vilslev gruppen. Den gruppe har virkelig hjulpet mig meget”, siger Mathias Schneider

Vilslev Gruppen er en del af organisationen ‘Organdonation – ja tak!’. Gruppen har hjulpet de unge, som lider af organsvigt, til at finde andre, der går igennem det samme. Her kan de unge snakke ud om de oplevelser, tanker og følelser, de døjer med.

For Mathias Schneider har det været en vej til at finde andre unge, som han kan dele erfaringer med, når det hele bliver for meget.

“Jeg vil altid huske hende, som den fighter, hun var”

Selvom Mathias Schneider aldrig glemmer den dag, hvor han fik opkaldet om, at hans støtte, ven og medpatient ikke længere var iblandt os, så vil han hellere huske Amalie for alt det gode.

“Mit bedste minde med Amalie er helt klart den dag, hvor jeg så hende for første gang. Jeg havde lige fået meldingen om, at jeg også var blevet nyresyg og skulle i dialyse. Jeg kan huske, at jeg var så frustreret og vred. Men så kom Amalie over til mig og beroligede mig ved at dele sin historie med mig. På den måde følte jeg mig mindre alene”, fortæller Mathias Schneider.

Og det er med minderne om, at hun altid var i godt humør, altid havde en støttende bemærkning og aldrig lod sig holde tilbage af sin sygdom, som hendes ‘sygdomsven’ vil huske hende for.

Amalie Vilslev blev 21 år gammel.

Har du taget stilling til organdonation?
For det har vi!

Læs mere samt tilmeld dig som organdoner på linket her!
——

Læs om Mathias Schneiders historie her – livet på en venteliste ⬇️