‘Usle mennesker’ plyndrer brandmands bil mens han slukker brand ved hus

Foto: Falck Vojens Facebook

“Usle mennesker der ikke kan holde fingrene for sig selv vil vi gerne frabede os i fremtiden! Det er simpelthen så lavt som det kan blive, vi stiller vores biler og suser afsted for at hjælpe andre – det skal vi kunne gøre trygt!”

Sådan lyder det i facebook-oplsaget fra Falck Vojens, der blev mødt af synet af smadret glas og en bil, der var blevet udsat for tyveri.

Natten til tirsdag tikker en melding ind om en brand i en carport i Vojens. En opgave som brandvæsnet naturligvis reagerer hurtigt på og alle mand hopper i udstyret og haster til brandslukningen.

Efter endt opgave vender brandfolkene tilbage til brandstationen, hvor de til deres store overraskelse ser, at der har været ubudne gæster i en af de private biler ved parkeringspladsen.

LIGE NU LÆSER ANDRE: HUNDEPATRULJER AFSPÆRRER OMRÅDE VED AUTOVÆRKSTED: POLITIET UNDERSØGER MULIG BILBOMBE

En af brandmændene, som var med på opgaven, har fået smadret ruden i sin bil og værdier er blevet stjålet fra bilen. Det fortæller brandstationsleder Morten Rasmussen til presse-fotos.dk.

“Da vi kommer tilbage fra opgaven ser vi, at ruden er smadret og værdier er blevet stjålet fra bilen. De andre biler er der også blevet kigget ind i. Det kan vi se fra fineraftrykkene på dem”, siger brandstationslederen.

Politiet har været på stedet, hvor man har undersøgt indbruddet, men der er endnu ingen melding om fundet af gerningspersonerne.

Brandstationslederen vil dog hellere anmode folk om at lade andre menneskers ting være i fred, så ingen skal føle sig utrygge, når de parkerer sin bil.