29. okt. 2022 - 15:31

Ung mand kørte 200 km/t med amfetamin i blodet: “Jeg savnede min kæreste”



En ung mand fra Odense er blevet varetægtsfængslet frem til den 22. november. Manden kørte vanvidskørsel i en stjålet bil, hvor han forsøgte at stikke af fra politiet, mens han havde amfetamin i blodet.

Fyens.dk fulgte grundlovsforhøret i onsdags i Retten i Odense. Her beskriver avisen, at de alvorlige anklager ikke gjorde det store indtryk på manden, der flere gange vendte sig mod sin familie og bekendte for at se, om de også synes hans svar var lige så sjove som han selv syntes.

Manden kørte fra Århus til Odense i en stjålet Nissan Qashqai og ifølge sigtelsen tog han amfetamin både før og under kørslen. Da han nåede Fredericia fik politiet øje på bilen, der blot satte farten op, da den unge mand fik øje på de blå blink.

LIGE NU LÆSER ANDRE: FAR BAG TREMMER: ANKLAGET FOR AT HAVE HJERNESKADET SIN FIRE MÅNEDER GAMLE DATTER

Efter 20 minutters jagt fik politiet standset manden, der nåede at køre tæt på flere biler i sin flugt fra ordensmagten.

Manden har i retten forklaret, at han ikke tænkte så meget over, at han kørte vanvidskørsel mens han var påvirket af stoffer:
“Det tror jeg ikke, jeg tænker over. Det hele går så hurtigt. Jeg har ikke sovet i 24 timer, og jeg savnede hende (kæresten i Odense, red.), forklarede manden ifølge Fyens.dk.

Nu er han varetægtsfængslet, da dommeren vurderede, at den unge mand ville sætte sig bag rettet igen, hvis han blev løsladt efter grundlovsforhøret.