Far bag tremmer: Anklaget for at have hjerneskadet sin fire måneder gamle datter

En 28-årig far er anklaget for at have givet sin fire måneder gamle datter hjerneskade på grund af ruskevold.

Manden blev fredag varetægtsfængslet for fire uger efter at have været i grundlovsforhør i Retten i Horsens. Det skriver Ritzaus Bureau med Horsens Folkeblad (kræver login) som kilde.

Volden skal være foregået i en periode, mens pigen var mellem en og fire måneder gammel.

Manden er sigtet efter paragraf 246. Den handler om grov vold under særdeles skærpende omstændigheder i form af meget alvorlig tilskadekomst.

Den lille pige har fået blødninger i hjernen, flere brud på kroppen og en blivende hjerneskade til følge.

Manden erklærer sig ifølge sin forsvarer delvist skyldig.

Grundlovsforhøret blev derefter lukket, så de nærmere detaljer kendes ikke. Manden er beskyttet af navneforbud, da der ikke er faldet dom i sagen.