Uheld på motorvej: Folk er begyndt at stige ud af bilerne!

Politiet advarer om risiko for farlige situationer, fordi folk stiger ud af bilerne på motorvejen over Fyn i forbindelse med et færdselsuheld fredag ved middagstid.

Det siger vagtchefen ved Fyns Politi til Ritzau.

E20 er spærret i begge spor i vestlig retning ved afkørsel 56 mod Ejby.

Uheldet er sket cirka klokken 12.30, og politiet oplyser, at tre personer er kommet til skade, og at fem biler er impliceret.

Skadernes omfang kan politiet ikke umiddelbart udtale sig om.

Mange biler holder i kø, og det er ikke uden problemer, lyder det fra vagtchefen.

– I det gode vejr stiger nogle ud af bilerne, og så kan der opstå farlige situationer, når redningskøretøjer og politi kører frem i nødsporet, siger vagtchefen.

Bilister opfordres til at tage afkørsel 55 og 54 og her køre ad den gamle landevej mod vest.

Klokken 13.15 er det endnu uvist, hvornår motorvejen er genåbnet.