Uheld på Fynske Motorvej: Rådyr påkørt – og afgået ved døden

Der er sket et uheld på Fynske Motorvej fredag aften, som giver nogle trafikale udfordringer.

Vejdirektoratet skriver på trafikinfo.dk:

“E20 Fynske Motorvej, fra Middelfart mod Odense mellem Odense V <53> og Odense SV <52>. Uheld, højre spor spærret, politi og redningsmandskab er på stedet, rednings- og oprydningsarbejdet forventes tidligst afsluttet kl. 20:50.”

Fyns Politi oplyser til presse-fotos.dk, at der var tale om en påkørsel af et rådyr.

“Og rådyret er desværre afgået ved døden,” siger Sten Nyland, vagtchef, Fyns Politi.

“Det tog noget tid at få dyret væk fra kørebanen, og bilen, der ramte dyret, kunne heller ikke umiddelbart køre videre. Men vi er ved at få afviklet situationen nu,” siger vagtchefen.

Der er ingen mennesker, der er kommet noget til ved uheldet.