Udsatte ældre kvinder for vold under hjemmerøveri

Arkivfoto

To personer fremstilles fredag i grundlovsforhør, hvor de er sigtet for at have lavet hjemmerøveri og forsøg der på af tre ældre kvinder på 93, 89 og 88 år

En 49-årig kvinde og en 47-årig mand bosiddende i Kolding Kommune skal fredag klokken 10.00 foran en dommer under et grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

Her er de sigtet for at have udsat tre ældre kvinder på 93, 89 og 88 år for hjemmerøveri og forsøg på samme på tre forskellige adresser i Kolding.

‘I alle tre tilfælde udgav de to anholdte sig ifølge sigtelserne, for at komme fra Kolding Kommune med henblik på at skaffe sig adgang til de tre bopæle. Da alle tre ofre modtager hjælp fra hjemmeplejen, så lykkedes det i alle tre tilfælde at få kvinderne til at åbne deres hoveddør, således at de to sigtede kunne komme ind,’ lyder det fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

I to af tilfældene blev der anvendt vold mod de ældre kvinder, oplyser politikredsen endvidere.

SE OGSÅ: OVER 5 KILO HASH GRAVET OP I KOLONIHAVE: FOLK STRØMMER TIL FOR AT FINDE MERE

Hos den ene kvinde blev der stjålet 50 kroner fra en pung, mens der ved de to andre kvinder ikke endte med at være noget udbytte til gerningsmændene.

Sydøstjyllands Politi modtog anmeldelserne om de tre meget enslydende forhold i onsdags.

Anklagemyndigheden vil under fredagens grundlovsforhør begære lukkede døre – af hensyn til det og af hensyn til den videre efterforskning har Sydøstjyllands Politi derfor ikke yderligere kommentarer.