Truede med halv meter langt samuraisværd: To anholdt

Foto: Thai Pham / CCBY

To mænd blev tirsdag aften anholdt i Korsør. De er begge sigtet for trusler.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i deres døgnrapport.

De to mænd er henholdsvis 20 og 22 år.

Politiet fik tidligt tirsdag en anmeldelse om, at der havde været noget uro på en adresse i Korsør.

Her var to mænd på 19 og 57 år blevet overfaldet af to gerningsmænd.

Motivet for overfaldet skyldes tilsyneladende en strid i et pengespørgsmål.

Den ene af de to gerningsmænd havde både en kniv og et mellemstort sværd med, som han truede de to forurettede med.

Ingen blev heldigvis ramt af sværdet.

Kniv, kokain og samuraisværd

På grundlag af vidneudsagn og et godt signalement af de to gerningsmænd, fandt politiet frem til de to anholdte klokken 18:40.

Den 22-årige mand havde 2,4 gram kokain på sig. Betjentene fandt også et samuraisværd på 46 centimeter, samt en kniv med et blad på 22 centimeter på manden.

Han blev derfor sigtet for overtrædelse af våbenloven, knivloven og loven om euforiserende stoffer.

Begge mændene er også sigtet for trusler.

De anholdte blev afhørt på politistationen i Slagelse, og den 22-årige blev løsladt igen klokken 21:33.

Den 20-årige blev dog ikke løsladt, da det viste sig, at han var eftersøgt af fogedretten.

Derfor fik han en overnatning i detentionen og vil onsdag blive kørt til fogedretten.