Politiet i Helsingborg vil overvåge store dele af byen med droner i de kommende tre måneder.
Det sker, efter at den sydsvenske by har oplevet tre skyderier i løbet af en uge.
Det oplyser områdechef for lokalpolitiet Karim Ottosson til nyhedsbureauet TT.
– Nu spænder vi buen yderligere, siger han.
Beslutningen om at overvåge med droner gælder frem til 6. januar 2024 og omfatter størstedelen af byen.
Politiet har tidligere brugt droner til at overvåge, men det har kun været i enkelte bydele.
Formålet med overvågningen er at forhindre, forebygge og opdage alvorlig kriminalitet, siger lokalpolitiets områdechef.
– Med denne beslutning har vi mulighed for at bruge dem som et supplement til vores faste kameraer. Vi kommer især til at flyve eftermiddag, aften og nat, siger Karim Ottosson.
De tre skyderier, Helsingborg har oplevet i løbet af den seneste uge, efterforskes alle som drabsforsøg.
Senest blev en mand fundet med skudsår på gaden i Helsingborg torsdag ved 18.30-tiden.
Politiet er nu ved at undersøge, om der er en sammenhæng mellem de tre episoder.
I august var der et skyderi med dødelig udgang i Helsingborg.
– Vi har flere forskellige konflikter, og der er berøringspunkter. Det drab har forbindelse til tidligere skyderier, der er sket i Helsingborg, siger Karim Ottosson.
Alene i september har bandemedlemmer dræbt 11 personer rundt om i Sverige. Flere af dem var tilfældige ofre.
Det er især området omkring Stockholm, der er hårdt ramt af den igangværende bandekonflikt, men også andre byer i Sverige mærker til problemet.
Den svenske regering meddelte i sidste uge, at Forsvaret skal støtte politiet i kampen mod den eskalerende bandekriminalitet.
TT