Tre personer anholdt for at tæve 42-årig ihjel

Tre personer er netop blevet anholdt for at have dræbt en 42-årig mand foran en bodega i Frederikssund under et voldeligt overfald

Nordsjællands Politi fremstiller fredag klokken 11.00 tre personer i et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

De er sigtet for vold med døden til følge efter et overfald natten til søndag på en 42-årig mand foran bodegaen Spar 5 på Havnegade i Frederikssund.

Den 42-årige blev efter overfaldet hastet til behandling på hospitalet, men afgik ved døden mandag som følge af sine skader.

De tre mistænkte gerningsmænd blev anholdt torsdag.

Anklagemyndigheden vil under grundlovsforhøret begære lukkede døre. Derfor har Nordsjællands Politi ikke yderligere kommentarer i sagen.

SE OGSÅ: ALVORLIGT UHELD I KØBENHAVN: PERSON FASKLEMT UNDER GAFFELTRUCK

OPDATERING:

Af de tre anholdte blev en 41-årig mand varetægtsfængslet for ti dage. De to andre – en 46-årig mand og en 31-årig mand – blev begge løsladt. De to løsladte er dog – ligesom den varetægtsfængslede – sigtede i sagen.