Travle livreddere: Vær opmærksom på dette

TrygFonden Kystlivredning opfordrer badegæster og udøvere af vandaktiviteter til at være opmærksomme på noget helt bestemt, inden de begiver sig ud i vandet.

Opfordringen kommer, efter at livreddere flere steder i landet havde travlt i weekenden, hvor det varme sommervejr trak mange mennesker til strandene.

– Vi kigger ind i en periode med vind, der kommer relativt kraftigt for årstiden fra alle mulige hjørner, og derfor skal vi have råbt vagt i gevær, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

Fralandsvind er en betegnelse for vind, der blæser fra land og ud over havet. Pålandsvind er et udtryk for vind, som blæser fra havet og ind over land.

– Pålandsvind er der, hvor man oplever, at der kommer liv i vandet og større bølger. Det øger strømmen i vandet, og det kan man blive fanget i – de her såkaldte revlehuller. De er globalt set den største årsag til, at folk omkommer i vand, lyder det fra Anders Myrhøj.

Han tilføjer, at TrygFondens kystlivreddere anviser til områder på stranden, hvor der ikke er aktive revlehuller. Derfor er det en god idé at søge ned til de områder, hvor der er livreddere, hvis man vil i vandet, siger Anders Myrhøj.

Denne sommer er TrygFondens kystlivreddere til stede på 34 strande og havnebade rundt omkring i landet.

En mystisk pakke er blevet fundet på en adresse et andet sted, hvor både teknikere og andet udrykningspersonale er til stede. Læs den historie her.