10. jun. 2022 - 10:00

To personer fundet skuddræbt på bopæl



En 84-årig mand og en 78-årig er fundet skuddræbt i deres hjem i Glesborg i Østjylland

Torsdag aften klokken 17.42 fik Østjyllands Politi en anmeldelse om, at to personer var fundet døde på en adresse i Glesborg.

Det viste sig at være to ældre mennesker, der var blevet skudt. Politiet har siden efterforsket intenst, og det er deres klare formodning, at den 84-årige først har skudt sin 78-årige samlever og derefter sig selv.

SE OGSÅ: UHYGGELIG VIDEO VISER KNIVDRAB PÅ 31-ÅRIG

“Vi har intensivt efterforsket hele aftenen og natten. Vi har gennemgået adressen minutiøst og foretaget omfattende teknisk undersøgelse af gerningsstedet og alt i vores efterforskning peger lige nu i retning af, at den 84-årige dræbte sin samlever og efterfølgende tog livet af sig selv,“ oplyser politiinspektør Brian Voss Olsen.

Politiet understreger dog, at dette ikke er sagens endelig konklusion, men en klar formodning.

“Vi mangler fortsat svar på de tekniske undersøgelser og obduktionerne, før vi kan sige noget med sikkerhed. Men der er lige nu intet, der tyder på, at der skulle have været en tredje person involveret, ” siger Brian Voss Olsen. 

SE OGSÅ: KØBENHAVN: BLOMSTER FOR KNIVDRÆBT 31-ÅRIG

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en uddybbende kommentar fra Østjyllands Politi, men de har for nuværende ikke mere at oplyse, end der allerede er gjort. Politiet arbejder hele fredag på adressen i Glesborg.

De pårørende er underrettet.