To mand samarbejdede: Stjal bil på snedig måde

En 57-årig mand har meldt den bil stjålet, som han forsøgte at sælge. To mænd narrede den fra ham ved at samarbejde.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver i deres døgnrapport, at den 57-årige torsdag kl. 22.06 meldte sin bil stjålet.

Baggrunden var, at to mand var troppet op på mandens adresse i Nykøbing Sjælland.. Den ene af de to mænd sagde, at han måske gerne ville købe bilen, mens den anden mand var hans kammerat.

Sælgeren tog på prøvetur med den mulige køber, som derefter sagde, at han lige ville tænke lidt over, om han ville købe bilen.

Da sælgeren blev alene, opdagede han, at ekstranøglen – som havde ligget frit fremme – var blevet stjålet. Han mistænker, at den er blevet stjålet af den af de to mænd, som ikke var med på prøveturen.

Kort efter opdagede sælgeren, at bilen også var blevet stjålet.

Politiet har ledt efter bilen, som er en sølvgrå Mercedes med indregistreringsnummeret BT 35 941. Men de har ikke kunnet tinde den.

Midt- og Vestsjællands Politi har udsendt et signalement af de to eftersøgte.

A: Mand, 40-45 år, ca. 200 cm høj, Kropsbygning: Spinkel, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: solbrun, Talte: Dansk, Iført: mørk træningstrøje, cowboyshorts og grå sko; og B: Mand, 40-45 år, 165-170 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hårlængde: Kort, Yderligere kendetegn: “rodet hår”, Talte: Dansk, Iført: mørk jakke og cowboybukser.

Politiet hører gerne på telefonnummer 114 fra nogen, der har set gerningsmændene eller bilen.