To mænd dømt: Gav 16-årig et lift og voldtog hende på motel

Foto: Rigspolitiet

To mænd på på 21 og 33 år er blevet idømt henholdsvis to og tre års fængsel for voldtægt og overgreb mod to unge kvinder.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De to mænd blev anholdt i januar, efter en DNA-test knyttede mændene til en voldtægt, der blev begået i oktober 2021.

Her var en 16-årig pige blevet voldtaget på et motel i Roskilde.

Den 21-årige mand blev fundet skyldig i fuldbyrdet voldtægt mod den 16-årige pige.

Den 33-årige blev dømt for andet seksuelt forhold mod pigen.

De to mænd havde samlet den unge pige op på en togstation og tilbudt hende et lift før voldtægten.

Ikke første gang

Den 33-årige mand blev også fundet skyldig i et voldtægtsforsøg og vold mod en anden ung kvinde, som i august 2021 blev udsat for et voldtægtsforsøg på et hotel i Brøndby.

Her havde manden forinden mødt kvinden tilfældigt og taget hende med på hotellet.

Mandens forsøg på at voldtage den unge kvinde blev afbrudt, da en receptionist kom op til værelset.

Forinden havde den 33-årige givet den unge kvinde flere lussinger og taget kvælertag på hende.

Samtidig blev den 33-årige også fundet skyldig i trusler mod en politimand i forbindelse med anholdelsen, samt for at have truet det kvindelige offer fra hotellet i Brøndby telefonisk.

Begge mænd havde reststraffe fra tidligere sager, som nu er blevet udløst med den nye dom.

De to mænd ankede dommen på stedet.