To biler totalskadede i voldsomt færdselsuheld: Bilist på hospitalet

To biler blev totalskadede, efter at deres to førere stødte sammen i vejkrydset Arnborgvej/Flodgårdsvej i Borris i det vestlige Jylland.

En person har været fastklemt.

“Vi har klippet døren op for at komme ind til ham, så han kunne komme ud af bilen,” siger indsatslederen fra Brand & Redning Midtvest til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Alle var dog ved bevidsthed, da redningsmandskabet nåede frem.

“Uheldet er sket ved, at en bilist har forsøgt at overhale en række biler, men han overser så en bilist i modsatte vognbane, der vil dreje til venstre,” fortæller Ole Vanghøj, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi, til presse-fotos.dk

“To ambulancer er netop kørt fra stedet med blå blink, og en af dem havde en lægebil bag sig med udrykning også,” fortæller Presse-fotos.dk’s mand på stedet.

Ifølge Dagbladet er to personer fra den ene bil kørt til rutinetjek, mens føreren af den anden bil er mere ilde tilredt.

“Han er kørt på skadestuen i Gødstrup,” siger Ole Vanghøj fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Bilisten skulle dog ikke være i livsfare.