To biler stødt sammen: Læge-ambulance kørt afsted med to personer

Der er søndag aften sket et færdselsuheld på Odensevej i Lundager nær Ullerslev på det østlige Fyn.

To biler er stødt sammen. Det er tilsyneladende sket ved, at den ene bil er kørt ind i den anden, som holdt stille.

En læge-ambulance er kørt fra stedet med to personer, men presse-fotos.dk’s udsendte beretter, at det ikke skete med udrykning.

Da Fyns Politi heller ikke har meldt noget ud om uheldet, er det ikke sandsynligt, at de to personer er kommet alvorligt til skade.

Presse-fotos.dk har forsøgt at få en kommentar fra Fyns Politi om de nærmere detaljer i færdselsuheldet, men de har ikke besvaret vores henvendelser.