Tivoli opjusterer forventningerne: Historisk resultat

Foto: Tivoli

Efter et ekstraordinært år med succesfulde sæsoner og stærk turisme forventer Tivoli nu at nå nye økonomiske højder.

Tivoli har haft et ekstraordinært år, og forventningerne til 2024 er derfor nu blevet opjusteret markant.

Efter en rekordhøj omsætning og et stærkt resultat i Halloween-sæsonen samt en velbesøgt start på julesæsonen, forudser Tivoli nu et historisk godt regnskab.

Tidligere lå omsætningen for Tivoli på omkring 1.250 millioner kroner og et resultat før skat i niveauet på 130 millioner kroner.

Med den nye opjustering sigter Tivoli nu efter en omsætning på 1.300 millioner kroner og et resultat før skat i niveauet 150 millioner kroner.

Skaber jubel i Tivoli

Flere internationale medier har fremhævet Tivolis julemarked som et af verdens smukkeste, hvilket har styrket turisme.

Særligt de svenske besøgende er begyndt at vende tilbage efter en længere periode med faldende tal.

”Tivolis sæsoner i 2024 har været velbesøgte og gæsterne bruger både tid og penge når de besøger Haven. Tivolis forretning står stærkt og det gør at Tivoli nu står over for et resultat før skat i niveauet 150 mio. kr., hvilket er historisk højt. Vi ser frem til at den flotte julesæson skal bringe glæde for store og små i hele december og helt frem til 5. januar,” siger Susanne Mørch Koch, Tivolis administrerende direktør.

Julesæsonen i Tivoli blev skudt i gang fredag den 15. november. Her blev der budt på klassisk julestemning med tusindvis af lys, julekugler, julemand og kunstskøjtebane.

Årets nyheder inkluderer en ildflue-lysinstallation og premieren på musicalen Tinkas Juleeventyr. Derudover har Tivoli fået besøg af den slovenske Michelin-restaurant Hiša Franko, som serverer eksklusive retter i Det japanske Tårn.

Årets julesæson I Tivoli løber til og med søndag den 5. januar. Forlystelsesparken åbner igen for årets sommersæson fredag den 4. april 2025.

Den ikoniske danske julekalender fra 1991 vender tilbage. Her kan publikum opleve en nyfortolkning af de elskede karakterer og sange.