Tidligere chef for Finanstilsynet spyttede mod p-vagt: Får 20 dages fængsel

Arkivfoto

Finanstilsynets tidligere direktør idømmes betinget fængsel i 20 dage for at have spyttet en parkeringsvagt i ansigtet.

Dommen er afsagt onsdag af Københavns Byret.

Derimod frifindes Jesper Berg for vanvidskørsel og for at have udsat nogen for fare.

Hændelsen fandt sted 14. juli sidste år. Dengang var han stadig direktør.

Han blev vred, da han kom tilbage til sin Volvo på Halvtolv i København og opdagede en afgift i forruden, har han forklaret under et tidligere retsmøde.

Retten – såvel dommer som to lægdommere – er enige om at dømme ham for spyttet, som juridisk er en overtrædelse af straffelovens bestemmelse om vold. Dette har han nægtet sig skyldig i.

Ud over den betingede fængselsstraf er Jesper Berg idømt en bøde på 2500 kroner. Samtidig frakendes han førerretten betinget.

I retsmødet er den tiltalte ikke selv til stede. Det er derimod forsvareren, advokat Henrik Stagetorn.

– Vi tager betænkningstid, siger han. Altså vil Jesper Berg overveje, om dommen skal ankes.