Teenagere fængslet for drabsforsøg i moske

Politiet rykkede talstærkt ud efter anmeldelsen om knivstikkeri

Efter knivstikkeri i København er en 61-årig, en 15-årig og en 17-årig blevet fængslet for drabsforsøg

To drenge på 15 år og 17 år er blevet varetægtsfængslet i ti dage efter et grundlovsforhør søndag eftermiddag.

Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi Kenneth Jensen.

Det sker, efter at de lørdag blev sigtet for drabsforsøg efter et knivstikkeri ved en moské på Dortheavej i Københavns nordvestkvarter lørdag morgen.

Yderligere en 61-årig mand blev lørdag fremstillet i grundlovsforhør og er efterfølgende blevet varetægtsfængslet i 11 dage. Han er ligeledes sigtet for drabsforsøg.

Ifølge sigtelsen blev offeret stukket adskillige gange med en kniv i hovedet, halsen og på kroppen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Teknikere arbejder her på adressen lørdag

Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet lørdag morgen klokken 04.46.

En 27-årig mand blev kørt til behandling på sygehuset. Politiet oplyste lørdag morgen, at manden var uden for livsfare.

Vedkommende blev fundet uden for moskéen. Vicepolitiinspektør Lasse Michelsen fortalte lørdag, at politiet har god grund til at tro, at hændelsen havde relation til selve moskéen.

Hele området nær gerningsstedet har været spærret af, mens politiet efterforskede på stedet.

Politiet oplyste lørdag klokken 18.38 på X, at man var færdig på gerningsstedet, men “der pågår stadig en større efterforskning”, lød det.