Politiet mistænker en 15-årig dreng og to 16-årige for at være gerningsmænd til et knivoverfald
To drenge på 15 og 16 år er blevet anholdt for et drabsforsøg med kniv i Hvidovre.
Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Ifølge politiet forsøgte de to drenge at dræbe en 26-årig mand med kniv 1. november.
– Vi har anholdt de to på baggrund af omfattende efterforskning — og vi ser på sagen med meget stor alvor, siger politikommissær Brian Hansen i pressemeddelelsen.
De to drenge vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup onsdag, hvor anklagemyndigheden vil begære dem varetægtsfængslet.
En anden 16-årig dreng er allerede sigtet og varetægtsfængslet i sagen. Med onsdagens anholdelser vurderer politiet, at det har anholdt alle gerningsmænd.
Politiet oplyste umiddelbart efter knivstikkeriet, at det var sket omkring et vejkryds mellem Hvidovrevej og Høvedstensvej.
Offeret blev ramt i brystet og i armen, men var sent om aftenen 1. november ikke i livsfare.
Ved onsdagens grundlovsforhør vil anklagemyndigheden begære dørlukning.
Derfor har Københavns Vestegns Politi ikke yderligere kommentarer, lyder det.
/ritzau/
SE OGSÅ: NU KOMMER DEN BEDSTE MULIGHED FOR AT SE NORDLYS I 20 ÅR