18-årig er på hospitalet efter knivstikkeri.
Politiet efterforsker natten til søndag et knivstikkeri, der har fundet sted i et boligkvarter
Det oplyser politiet på X lidt over midnat natten til søndag.
En 18-årig mand er kommet til skade i episoden, men er ikke i livsfare.
(Artiklen fortsætter under billedet)
– Fyns Politi modtog klokken 20.12 anmeldelse om knivstikkeri i Vollsmose, Egeparken. Politiet har været massivt til stede.
– Forurettede, en 18-årig mand, kørt til OUH (Odense Universitetshospital, red.). Er uden for livsfare. Der pågår en efterforskning af hændelsen, hvorfor Fyns Politi for nuværende ikke har yderligere, skriver politiet.
Egeparken er en boligafdeling, der ligger i Odense-bydelen Vollsmose.
Vagtchef ved Fyns Politi Milan Holck oplyser søndag omkring klokken 00.30 til Ritzau, at der indtil videre ikke er nogen anholdte.
Politiet kan af hensyn til efterforskningen ikke sige yderligere om, hvad der er sket i forbindelse med knivstikkeriet. Eksempelvis er det uklart, hvor mange personer der menes at have været involveret i hændelsen.
Det fremgår heller ikke, præcis hvilke skader den 18-årige mand har pådraget sig.
Vollsmose ligger nordøst for det centrale Odense.