Syv mænd er ved Retten i Glostrup hver blevet idømt livstid for drabsforsøg som led i bandekonflikt.
Det oplyser Københavns Politi i en pressemeddelelse.
Mændene var sigtet for at have forsøgt at dræbe to yngre mænd med en automatriffel og en pistol.
Drabsforsøget skete den 17. maj 2020 i Måløv.
De er alle dømt efter bandeparagraffen, hvor straffen kan fordobles, hvis forbrydelsen er sket som del af en bandekonflikt.
”Syv gange livstid er en meget tydelig markering af hvor alvorligt politi, anklagemyndighed og domstolene vurderer skyderier i en bandekonflikt”, siger specialanklager Morten Frederiksen.
Selvom de syv dømte har haft forskellige roller i drabsforsøgene, så er de alle dømt på lige fod.
”Med dommen er der blevet sendt et meget tydeligt signal til bandemedlemmer om, at når man laver noget sammen, så bliver man også dømt sammen,” siger Morten Frederiksen.



