Onsdag morgen foretog politiet en koordineret aktion på flere adresser rundt omkring på Sjælland. Aktionen er kulminationen på længere tids efterforskning af en sag om økonomisk kriminalitet, der involverer omfattende moms- og skattesvig, hvidvask og hæleri.
I forbindelse med aktionen blev fire mænd i alderen 21 til 50 år anholdt. De er bl.a. sigtet for skatte- og momssvig for 225 millioner kroner.
”Det er et svimlende højt beløb, som vi mistænker den her gruppe mænd for at svindle fra statskassen. Der er gennemført en omfattende og kompliceret efterforskning, som forhåbentlig sætter en stopper for disse personers bedrageri, som i sidste ende rammer os alle,” siger leder af Afdelingen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi, Peter Reisz.
Politiet mistænker en 44-årig mand, for at være bagmand i sagen. Manden bliver i dag fremstillet i et grundlovsforhør om varetægtsfængsling i Københavns Byret.
Ved aktionen blev der sikret et større penge beløb, cryptovaluta, dyre designer effekter og digitale enheder.