Det er i 2024 blevet mere almindeligt, at svenske kriminelle bruger håndgranater.
Det skriver det svenske medie SVT.
Allerede i begyndelsen af oktober var antallet af eksplosioner med håndgranater i kriminel sammenhæng mere end fordoblet i 2024 i forhold til sidste år.
22 håndgranater er blevet sprængt i år sammenlignet med 9 sidste år, viser tal, som SVT har indsamlet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Toldvæsenet har ved Sveriges grænser beslaglagt 30 håndgranater i år sammenlignet med 0 sidste år, oplyser Stefan Granath, der er vicekontrolchef i det svenske toldvæsen.
– Tidligere har håndgranater været et komplet ikkeeksisterende smuglerprodukt set med vores øjne, siger han.
Årsagen til stigningen menes at være, at det er blevet sværere for bander at bruge stjålne sprængstoffer til at udføre bombeangreb, oplyser Malin Nygren, der er leder af det nationale bombedatacenter i Sverige, til SVT.
Håndgranater er desuden nemmere at fragte, siger Malin Nygren.
– En håndgranat er allerede færdig i sin konstruktion. Den behøver ikke at blive fremstillet, da den kommer i færdig form, siger han.