Stort politiopbud: Syv personer involveret i voldsepisode

Politiet var tirsdag aften talstærkt til stede i Farum efter en voldsanmeldelse, hvor syv personer skulle være involveret – efterforskningen pågår lige nu

Klokken 17.52 tirsdag blev Nordsjællands Politi kaldt til Farum Midtpunkt ved Bybækterraserne, fordi der angiveligt skulle have været ballade mellem i alt syv personer.

”Vi har været ude til noget vold, og i den forbindelse er vi nu i gang med at opklare og er til stede i området. Lige nu kan jeg ikke sige så meget andet end, at alle personerne havde forudgående kendskab til hinanden,” fortæller vagtchefen fra Nordsjællands Politi til Presse-fotos.dk.

Anmeldelsen kom fra en 27-årig mand, som politiet nu er i kontakt med. Hvilken rolle han skulle have spillet i opgøret, kan politiet ikke fortælle lige nu.

SE OGSÅ: DEL 1 | PRESSE-FOTOS.DKS JOURNALIST PÅ NARKOREPORTAGE MED 19-ÅRIGE ASKE: ‘JEG GØR IKKE NOGEN OVERVEJELSER, INDEN JEG TAGER STOFFER, JEG GØR DET BARE’

En af Presse-fotos.dks læsere beretter om, at der skulle have været syv til otte patruljebiler på stedet. Det har vi dog ikke kunnet få bekræftet af politiet, der endnu heller ikke har anholdt nogen.

”Vi efterforsker lige nu sagen som en personfarlig undersøgelse. Efterforskningen vil stå på de næste timer og de næste par dage, derfor kan jeg af det hensyn ikke sige så meget lige nu. Det, jeg kan sige, er dog, at der ligger noget forud for, hvad der er sket,” fortæller vagtchefen fra Nordsjællands Politi.

Han oplyser desuden, at der ikke er nogen, der skulle være kommet noget alvorligt til.

Da Presse-fotos.dks fotografer nåede frem til adressen i Farum, var det meste af politiet forsvundet igen.