Et større beredskab er lige nu til stede ved en sø i Slagelse
Klokken 10.20 tirsdag formiddag er Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi, Beredskabsstyrelsen og brandvæsenet til stede ved Studentersø på Skovvejen i Slagelse.
Det er på nuværende tidspunkt en anelse uklart, hvad der foregår omkring søen. Men beredskabet sætter afspærringer op og bevæger sig rundt i området langs søen.
SE OGSÅ: GRISETRANSPORT VÆLTER I RUNDKØRSEL: ‘700 GRISE BLIVER NU AFLIVET’
Presse-fotos.dk har fået oplyst, at der kan være tale om en drukneulykke.
Det har dog endnu ikke været muligt med sikkerhed at fastslå årsagen, da vi trods gentagende henvendelser ikke har kunnet få en kommentar fra vagtchefen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
OPDATERING KLOKKEN 13.04
Presse-fotos.dk har løbende forsøgt at få en kommentar fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi. Det har klokken 13.04 stadig ikke været muligt.
Presse-fotos.dks fotograf er dog til stede ved søens kant.
“Jeg er blevet oplyst, at de leder efter en efterlyst mand,” fortæller han.
OPDATERING KLOKKEN 13.53
Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi bekræfter nu, at man leder efter en mand, der er efterlyst.
“Vi leder efter en 36-årig mand fra Slagelse, der har været meldt savnet siden klokken 19.40 mandag aften. Vi er bange for, at der kan være tilstødt ham noget,” oplyser informationsmedarbejder Palle O. Hansen fra Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi til SN.dk.
OPDATERING 17/8
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi oplyser, at man har fundet manden i god behold.






