11. okt. 2022 - 11:35

Stor udrykning til lastbil-uheld ved motorvej



Ambulancer, politi og brandvæsen har tirsdag formiddag spærret et spor på Centrumforbindelsen mod København fra Amagermotorvejen efter et færdselsuheld, hvor en lastbil er involveret

Tirsdag klokken 10.44 fik Københavns Politi en anmeldelse af et færdselsuheld på Centrumforbindelsen, der leder trafikken fra Amagermotorvejen mod København C.

”Det er en lastbil, der er kørt op bag i en personbil. Der er ikke sket alvorlig personskade derude – akutlægebilen bliver sendt med ud, fordi vi får en anmeldelse om et motorvejsuheld, og så er det sådan en standard pakke, man sender af sted for en sikkerhedsskyld,” fortæller vagtchefen fra Københavns Politi til Presse-fotos.dk.

SE OGSÅ: SPIDSKANDIDAT KØRT NED UNDER PLAKATOPHÆNGNING

I en periode efter uheldet afspærrede politi og brandvæsen højre spor af vejen, så beredskabet kunne arbejde i fred. Den afspærring er dog ophævet nu, og man arbejder ikke længere på stedet, oplyser vagtchefen.