Stor aktion langs kysten

Der bliver netop nu foretaget en større aktion langs kysten, hvor en redningsbåd blandt andet er blevet sat i vandet

Østjyllands Politi er tirsdag aften ved 21-tiden sammen med brandvæsenet og ambulancetjenesten talstærkt til stede ved Skudehavn i Ebeltoft.

Det oplyser Presse-fotots.dks udsendte.

“De har sat en båd i vandet, og der er meldinger om, at der skal ske noget søredning. Det ligner, de søger efter noget eller nogen,” lyder det fra Presse-fotos.dks udsendte.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Her ses båden sejle ude i farvandet

Redaktionen har i forbindelse med aktionen været i kontakt med vagtchefen hos Østjyllands Politi, der bekræfter beredskabets tilstedeværelse.

Kan du sige, hvad I foretager jer på havnen?

“Det ved jeg faktisk ikke lige nu,” siger vagtchefen.

Der er meldinger om, at I foretager en form for søredning?

“Det må du jo selv gå ud at kigge efter,” siger vagtchefen.

Jeg sidder i Vallensbæk, så det har jeg ikke mulighed for. Leder I efter en person?

“Det har jeg ingen kommentar til,” afslutter vagtchefen, der ikke har lyst til at fortælle særlig meget om aktionen på nuværende tidspunkt.

Senere har brandvæsenet oplyst, at man er rykket ud til meldinger om en drukneulykke, da en beboer i et sommerhusområde har set noget, der ligner et sejl ligge nede i vandet.

Der er på nuværende tidspunkt ikke fundet nogen i vandet.

Presse-fotos.dk følger sagen …