Stine Meldgaard Baumgartens datter var ude at lave slik eller ballade som mange andre 8-årige var torsdag aften. Hendes forældre fik dog noget af et chok, da de så, hvad hun havde fået med hjem.
‘Slik eller ballade,’ lyder det fra et par uhyggeligt udklædte piger en hyggelig halloween-aften. En person åbner døren, og vælger at putte en pølsemandspose med kokain ned i en 8-årig piges kurv.
Presse-fotos.dk har talt med pigens mor, og hun er mildest talt rystet over situationen.
‘Det var helt vildt surrealistisk, det er sådan noget der sker på film,’ starter hun med at udbryde.
Hun forklarer, at venindens far var med på hele ruten, men at de ikke har bemærket noget mistænkeligt undervejs.
Sliksorteringen tog en drejning
Omkring klokken halv otte er den ellers hyggelige aften for pigerne overstået, og da Stines datter kommer hjem, skal slikregnskabet selvfølgelig gøres op.
Kurven bliver tømt ud på bordet, og da sorteringen går i gang får Stine øje på noget, der skiller sig særdeles ud fra mængden af godter.
‘Hun kommer hjem og havde glædet sig sådan, hun var helt oppe at køre’
Allerførst tror hun bare, at nogen af en eller anden grund har syntes, at det var sjovt at putte noget surt slik i en pølsemandspose, men da hun dufter til det, undrer det hende, at det slet ikke afgiver nogen duft.
Hun stak fingeren ned i posen for at smage, og så blev hendes tung fuldstændig følelsesløs, forklarer hun.
‘Vi har aldrig taget coke før, så vi ved ikke hvordan det føles,’ siger hun, men vurderer stadig, at det da smager besynderligt af medicin.
Hun hev fat i sin mand, der til at starte med nægtede at smage, men senere indvilgede i også at stikke fingeren ned i posen.
De blev hurtigt enige om, at politiet måtte kontaktes.
(Artiklen fortsætter efter billedet)
Politiet rykker ud
Politiet ankom i familiens hjem, hvor de undersøgte forholdet. Det viser billeder fra stedet, og det forklarer Stine også til PFDK.
‘De tog det heldigvis seriøst og reagerede hurtigt,’ siger hun.
Hun beskriver også, at politiet herefter tog over til veninden og snakkede med dem og fik ruten.
Senere fik familien ifølge Stine bekræftet over telefon, at der altså reelt var tale om kokain i posen.
I et skriftligt svar til Presse-fotos.dk skriver Nordsjællands Politi:
‘Nordsjællands Politi kan bekræfte, at vi i går aftes fik en anmeldelse fra en forældre til et otte-årigt barn i Hundested, som i forbindelse med at have været ude for at Trick-and-treat’e kom hjem med en pose med hvidt pulver, der viste sig at være kokain’
En vild halloween-historie at fortælle i skolen
For Stines vedkommende ramte seriøsiteten af det, der lige var sket, kort efter.
‘Så brød hele min verden sammen. Tænk hvis hun havde spist det,’ siger hun på en lang udånding.
Derfor blev det vigtigt for Stine, at advare nabolaget i Hundested, hvor familien bor.
Hun satte sig til tasterne og skrev et opslag i en lokal gruppe på Facebook, og de bekymrede reaktioner stod i kø i kommentarsporet.
Datteren forstod egentlig godt dele af, hvad der var sket, forklarer Stine.
‘Hjemme hos os er det meget sådan svesken på disken,’ siger hun med henvisning til, at de altså ikke pakker hændelsen ind over for datteren.
‘Jeg er tom for ord, men min datter tog det egentlig fint’
Det hjalp da også på det, at en særdeles flink betjent tog sig godt af pigen.
‘Hun fik lov at tænde blå blink og fik et par håndjern i hænderne. Han var virkelig flink ham betjenten,’ forklarer hun og fortsætter:
‘Jeg er tom for ord, men Molly tog det egentlig fint’
Faktisk, siger Stine med et lille smil i stemmen, så glædede hun sig vidst lidt til at fortælle historien ovre i skolen.
Dog afslutter Stine sit opslag på Facebook med en advarsel til andre forældre i området:
‘Vi er som familie i kæmpe chok, man går ud for at få slik og kommer hjem med et gram coke, hvordan kan det lad sig gøre! Min datter er 8 år,’ skriver hun.
Presse-fotos.dk er i kontakt med den relevante politikreds, og vi afventer fortsat en endelig bekræftelse på hændelsesforløbet – samt en kommentar. Artiklen opdateres.
‘Det er helt uacceptabelt, at man på den måde risikerer at bringe et barns helbred i fare. Heldigvis var forældrene opmærksomme og handlede hurtigt. Vi har ikke umiddelbart kendskab til, at der skulle være yderligere anmeldelser og ser det på nuværende tidspunkt som en enkeltstående hændelse. Da posen i den aktuelle sag har været gennem flere hænder, er det ikke muligt at udfinde brugbare spor, hvilket vanskeliggør en eventuel efterforskning,’ skriver politiet i det skriftlige svar til redaktionen.