Ved et koncertarrangement blev en ukendt person slået i hovedet af Stig Tøfting, mener anklagemyndigheden
Den tidligere landsholdsspiller i fodbold Stig Tøfting er blevet tiltalt for vold, skriver Vejle Amts Folkeblad. Tøfting er tiltalt for ved et koncertarrangement i Vejle i august sidste år at have slået en ukendt mand i hovedet med knyttet næve.
Det var ved arrangementet Rock i Byparken, at den påståede voldsepisode fandt sted. Episoden er beskrevet i sagens anklageskrift, som Vejle Amts Folkeblad har fået aktindsigt i.
Mette Kier, som er direktør hos arrangøren Vejle Musikteater, fortalte dengang til Vejle Amts Folkeblad, at sikkerhedsfolkene havde fortalt, at Tøfting slog en mand ved udgangen fra arrangementet.
Stig Tøfting siger til Vejle Amts Folkeblad, at han ikke har nogen kommentarer i forbindelse med den rejste tiltale.
Ritzau har henvendt sig til forsvarsadvokat Søren Hammer Westmark, som repræsenterer Tøfting i sagen, for at få oplyst, hvordan Tøfting stiller sig over for anklagemyndighedens påstand. Advokaten er endnu ikke vendt tilbage.
Stig Tøfting arbejder som kommentator hos Viaplay. Han var som fodboldspiller kendt som en hård hund, men også som en arbejdsom midtbanedynamo. Den tidligere landstræner Richard Møller Nielsen gav ham kælenavnet “Plæneklipperen”.
Tøfting er tidligere dømt for vold et par gange. Den seneste dom ligger imidlertid mere end 20 år tilbage i tiden.
Det er Retten i Kolding, som skal behandle sagen. Det sker torsdag i næste uge.
Sagen skal behandles af en dommer og to domsmænd, altså to almindelige borgere, der agerer lægdommere. Skyldsspørgsmålet afgøres af stemmeflertallet.
En sag behandles af domsmænd, når anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, og når den tiltalte nægter sig skyldig.
/ritzau/