Spøjst: Politiet på omvendt biljagt

Politiet har onsdag formiddag knust ruden i en kvindes bil, da hun gentagende gange ikke efterkom politiets anvisninger. Hun nægtede at komme i kontakt med politiet og fortsatte forsigtigt og langsomt frem

Midt- og Vestsjællands Politi har netop været ude på, hvad man bedst af alt kan beskrive som en omvendt biljagt.

En omvendt biljagt hvor politiet trods alt måtte sætte vejafspærringer op.

Det fortæller vagtchef ved politikredsen Martin Bjerregaard til Presse-fotos.dk.

“En bilist kører ad Rute 6 fra Solrød i retning mod Roskilde og kører overdrevent langsomt og forsigtigt. Den adfærd i trafikken vækker en patruljes opmærksomhed, og de vil derfor lave en rutinemæssig kontrol af bilisten,” fortæller vagtchefen og fortsætter:

“Bilisten reagerer dog ikke på de tegn og signaler, som patruljen laver, og så er det, man begynder at tænke på hvorfor?”.

Personen i bilen fortsætter med uændret, langsomme adfærd med patruljen efter sig.

“Vedkommende gider slet ikke at stoppe, men fortsætter den forsigtige kørsel. Det får patruljen til at tilkalde hjælp, så en vejafspærring med politibiler bliver sat op længere fremme på vejen. Det er klart, at den her adfærd giver endnu mere anledning til, at vi skal have bilen stoppet,” fortæller Martin Bjerregaard til Presse-fotos.dk.

I Gadstrup bliver den langsomtkørende bil endelig stoppet med fire patruljer rundt om sig, men det viser sig, at et nyt problem opstår.

“Da bilen er stoppet, kan betjente se, at det er en kvinde, der sidder bag rattet. Men hun ønsker stadig ikke at tale med politiet og vil hverken lukke døre eller vinduer op trods flere anvisninger,” siger Martin Bjerregaard.

(Artiklen fortsætter under billedet)

SE OGSÅ: BARN UDSAT FOR GRUPPEVOLDTÆGT VED HØJLYS DAG

Midt- og Vestsjællands Politi er dog fast besluttet på at skulle tale med den trodsige kvinde, da man mistænker, at hun kan være en alkohol- eller narkopåvirket bilist.

Betjentene beslutter derfor at knuse den ene rude i kvindens bil, så man omsider kommer ind til hende.

“Der er tale om en 38-årig kvinde fra øerne syd fra Sjælland, og hun er faktisk hverken påvirket af narko eller af alkohol,” siger Martin Bjerregaard.

“Kvinden er til gengæld efterlyst, fordi hun er udeblevet fra fogderetten. Derfor er hun blevet frihedsberøvet og kørt til fogderetten af os,” afslutter vagtchefen.

Episoden skete onsdag omkring klokken 09.28.