Unicore Developement ApS, der står bag solariekæden Clubtan, er blevet politianmeldt af Forbrugerombudsmanden for vildledende markedsføring.
Det skriver Forbrugerombudsmanden på det sociale medie X onsdag.
Virksomheden er blevet politianmeldt for at have benyttet i alt 13 vildledende udsagn i sin markedsføring af solarie, blandt andet ved at oplyse at solarie er en vigtig kilde til D-vitamin og ved at bruge udtrykket “sund kulør”.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er sket på Clubtans hjemmeside og i et nyhedsbrev fra 27. februar 2024, lyder det fra Forbrugerombudsmanden.
– Sundhedsstyrelsen fraråder brugen af solarie, fordi det øger risikoen for hudkræft og modermærkekræft og kan forårsage permanente skader på øjne og hud.
– Forbrugerombudsmanden vurderer derfor, at det er vildledende, at virksomhedens markedsføring har givet forbrugerne et indtryk af, at det er sundt at gå i solarie, skriver Forbrugerombudsmanden i pressemeddelelsen.