Skyderi i København: ‘De har skudt min søn’

Tidligt tirsdag aften er der sket et skyderi i en frisørsalon på Nørrebro i København. Presse-fotos.dk har været i kontakt med vidner på stedet

“Det er min søn, der er blevet skudt. De er på vej til hospitalet nu.”

Sådan lyder ordene fra en ejeren af frisørsalonen Sindbad Frisør på Nørrebrogade i København, hvor der kort før klokken 18.00 tirsdag aften skete et skyderi.

Københavns Politi er siden da rykket massivt ud til gaden, hvor et større område er blevet afspærret.

“Andre vidner på stedet fortæller, at gerningsmændene rigtig nok skød inde i en frisørsalon. De havde angiveligt elefanthuer på,” oplyser Presse-fotos.dks udsendte.

Københavns Politi bekræfter, at der er sket et skyderi på frisørens adresse.

‘En person er ramt af skud, men er uden for livsfare. Vi efterforsker sagen intenst, men kan ikke oplyse mere lige nu,’ lyder det fra politikredsen.

Anmeldelsen er indløbet klokken 17.53.

Københavns Politi opfordrer alle, der har været vidne til skyderiet, eller som har optaget video af det, til at kontakte politikredsen på telefon 1-1-4.

SE OGSÅ: 24-ÅRIG SMIDT I FÆNGSEL: KØRTE TEENAGER IHJEL

OPDATERING:

Ejeren af frisørsalonen, hvis søn er blevet skudt, oplyser, at sønnen er blevet skudt i benet, hvor kuglen er gået igennem.