Silo har brændt over en uge: Nu advarer politiet om mere røg

I dag torsdag har siloen på Studstrupværket brændt i en uge – nu advarer politiet om øget røgudvikling efter myndighederne prøver nye metoder af i brandbekæmpelsen

Siloen med træpiller på Studstrupværket nord for Aarhus har brændt siden sidste torsdag.

Nu oplyser Østjyllands Politi, at myndighederne har besluttet at anvende en ny taktik i brandbekæmpelsen. Derfor advarer politikredsen nu om, at der fra torsdag aften vil komme en større rødudvikling end hidtil.

’Der er fortsat ingen målelig sundhedsfare for borgerne. Brandvæsnet foretager løbende målinger af røgen i de berørte områder, og situationen følges tæt af myndighederne,’ oplyser Østjyllands Politi.

Vindretningen vil torsdag aften og nat føre vinden ind over Aarhus, Løgten, Skødstrup, Hjortshøj, Lystrup, Egå og Skæring, oplyses det endvidere.

Politiet uddyber ikke, hvordan den nye brandbekæmpelse vil foregå.

SE OGSÅ: RØGSKYER FRA SILO: HAR BRÆNDT SIDEN TORSDAG

Hvis nogen skulle føle ubehag eller helbredsmæssige udfordringer, opfordrer politiet til at søge hjælp hos egen læge eller Vagtlægen.

’Det kan generelt være sundhedsskadeligt at indånde for meget røg, særligt for personer med lungesygdomme. Der er konstateret ubehag i form af kvalme og hovedpine hos borgere i de berørte områder. Hvis man oplever ubehag, skal man gå inden døre, lukke vinduerne og huske at slukke for ventilationen. Hvis man udvikler tegn på sygdom, fx vejrtrækningsbesvær, skal man kontakte egen læge eller Lægevagten,’ skriver Østjyllands Politi.