Se video: Bilbrand i Helsingør

Der opstod sent søndag aften brand i en bil på Jernbanevej i Helsingør.

“En anmelder ringer til os og melder, at der er knust glas, og at hun kan se røg fra Jernbanevej. Det knuste glas er sandsynligvis ruderne på bilen, der er eksploderet,” siger David Eckert, vagthavende hos Nordsjællands Politi, til presse-fotos.dk

“Vi er fremme kl. 22.35. Det har brændt kraftigt, og der har været fare for spredning til træer og andre biler. Men brandvæsenet har slukket branden nu,” siger han.

Politiet skal nu lave tekniske undersøgelser for at fastslå brandårsagen.

Området har været plaget af en del bilbrande på det seneste.

“Men det er meget for tidligt at sige, om der er en sammenhæng,” siger David Eckert.

Der skete ingen personskade ved branden.